Digt om at være en hækler

Maskerne glider
mellem mine fingre,
en efter en,
som små forsøg
på at skabe noget blidt
i en verden
der ikke altid er det.

Jeg hækler i stilhed.
Tråd bliver til form,
timer bliver til figurer,
farver bliver til noget
der engang kun var
en tanke i mit hoved.

Jeg tager ikke imod bestillinger.
Det forstår mange ikke.

De spørger:
“Kan du ikke lige lave én til mig?”
som om timerne
kan foldes sammen
og lægges i en lille pose.

Men mine ting
skal finde deres egen vej.
Derfor tager jeg dem med
til markeder.

Stiller dem frem
på et bord
med håbet
foldet ind mellem garnet.

Og folk går forbi.

Nogle stopper.
Ser.
Smiler måske.

“Det er flot,” siger de,
“men det er lidt dyrt.”

Som om tiden
ikke også er en del af garnet.
Som om hver maske
ikke også bærer
et lille stykke af mig.

Nogle gange står jeg
ved siden af andre borde
med ting der ligner mine.

Og så føles det pludselig
som om mine hænder
ikke har lavet noget særligt.

Som om det
jeg lagde så meget i
bare er endnu en ting
i en række af ting.

Jeg har prøvet
at spørge om hjælp.
Spurgt hvordan man gør,
hvordan man finder vej
i det kreative.

Men svarene
blev ofte til stilhed.

Og stilheden
begynder langsomt
at vikle sig ind i garnet.

Så nogle gange
når jeg hækler
følger en anden følelse med.

Ikke kun ro.

Men minder
om ikke at blive set,
ikke at blive respekteret,
ikke at blive taget alvorligt.

Som om tråden
også bærer
alt det.

Alligevel
laver jeg en maske mere.

Og en til.

For et sted i mig
findes stadig troen på
at en dag
vil nogen holde noget
jeg har lavet i hænderne
og se det
som det egentlig er:

tid,
tålmodighed,
og et menneske
der bare ønskede
at skabe noget
der var værd
at blive set.